Fjordlivets leveregler
I afdeling Fjordlivet vil vi gerne, at alle har det godt. Derfor er det vigtigt for os, at vi tager hensyn til hinanden og viser gensidig respekt. Det gør vi f.eks. ved at vi taler pænt til og om hinanden, giver hinanden ro, hvis vi har brug for det og samarbejder for at få hverdagen til at fungere bedst muligt. Det er samtidig vigtigt, at vi kan grine sammen og have det sjovt med hinanden.
I afdeling Fjordlivet er det vigtigt du oplever at have medbestemmelse. Derfor afholdes der husmøde en gang i ugen, hvor alle har mulighed for at blive hørt.
Desuden vil vi tage stilling til flere praktiske ting herunder indkøb, madplan med en sund og varieret kost samt madlavning, som vi alle bidrager til.
For at trives er det rart, at der er pænt og rent. Derfor vil vi hjælpe hinanden med at rydde op og gøre rent. Der vil være forskellige ansvarsområder, som vi skiftes til at være ansvarlig for.
Ansvarsområderne dækker bl.a. oprydning, rengøring af fællesrum herunder opholdsrum, køkken, badeværelser og gange samt fællesområder. Værelset er hver enkelt ansvarlig for i samarbejde med kontaktpersonerne.
I afdeling Fjordlivet vil vi gerne opnå en hjemlig fællesskabsfølelse, hvor alle er trygge. Derfor ser vi stor værdi i, at vi spiser vores måltider sammen, laver fælles aktiviteter, hygger os med hinanden, fejrer hinandens fødselsdage, tager på ture ud af huset mv. Når vi cykler, benytter vi cykelhjelm.
Hverdagen vil være præget af jeres skolegang/beskæftigelse, hvor I er afsted hver dag, men vi vil også skabe rum for, at I kan have fritidsaktiviteter, hvis dette ønskes.
I fritiden er man desuden velkommen til at have besøg af familie, venner og kæreste, eller besøge hinanden på værelserne, blot man husker at respektere hinanden. Efter aftale må du gerne have overnattende gæster. Det er også muligt at tage på besøg hos venner/veninder eller mødes med dem udenfor afdeling Fjordlivet. I de situationer, aftaler vi sammen, hvornår man skal være hjemme.
Wi-fi er tilgængelig i afdeling Fjordlivet og du råder som udgangspunkt selv over mobiltelefon, tablet og computer. Tages der billeder og video af andre personer, skal der gives tilladelse først.
I afdeling Fjordlivet er det tilladt at ryge og bruge snus udenfor på et anvist område. Alkohol må som udgangspunkt ikke indtages i afdeling Fjordlivet og fællesarealerne. Euforiserende stoffer er ikke
tilladt.