Til forældre
Velkommen til Fjordlivet
I Fjordlivet vægter vi et godt samarbejde med jer forældre meget højt. Jo bedre vores samarbejde er, jo større udbytte får jeres datter, mens hun bor i Fjordlivet. Det er vigtigt, at I er trygge ved os og at I har tillid til, at vi i samarbejde kan hjælpe jeres datter. Det er naturligt for os at inddrage både jer og jeres datter i alle beslutninger, som skal træffes under hendes ophold i Fjordlivet.
- Jeres datter er velkommen til at tage de ting og evt. møbler med hjemmefra, som hun/I ønsker. Hun må selvfølgelig meget gerne have mobil og computer med.
- I er meget velkommen til at komme på besøg hos jeres datter, det aftaler I med kontaktpædagogen. Der bliver lavet en plan for, hvornår hun kommer hjem på weekend og i ferier i samarbejde med jeres socialrådgiver.
- Der laves faste aftaler, hvor jeres datters kontaktpædagog ringer til jer, men I er også altid velkommen til at ringe til Fjordlivet.
- Vi har særlig fokus på at støtte jeres datter til at gennemføre hendes skolegang eller ungdomsuddannelse, så hun kan forfølge hendes drømme.
- Vi har også særlig fokus på, at jeres datter skal blive i stand til at leve et selvstændigt voksenliv, derfor vil hun lære at vaske tøj, lave mad, bruge netbank og meget andet.
Vi håber, at siden her og filmen har været med til at svare på nogle af de spørgsmål, som naturligt opstår, når jeres datter skal have et ophold i Fjordlivet. Vi er altid klar til at svare på spørgsmål, som opstår forud for eller under et ophold i Fjordlivet.